DR’s Kontant har torsdag den 31. marts 2016 og igen torsdag den 14. april kritiseret den bedøvelsesmetode, vi bruger her på klinikken. Kritikken går på, at patienterne ikke er godt nok informerede om bedøvelsesmetoden, at nogle er vågnet op under operationer, og at metoden ikke skulle være forsvarlig ud fra et lægefagligt synspunkt.
At metoden ikke skulle være lægefagligt forsvarlig er ikke korrekt. Bedøvelsesmetoden er godkendt af sundhedsmyndighederne i offentligt tilgængelige tilsynsrapporter og bruges i øvrigt også i det offentlige sundhedsvæsen. Sundhedsmyndighederne har også forholdt sig til og godkendt de erfarne anæstesisygeplejersker, der forestår bedøvelsen her på klinikken. Som en konsekvens af udsendelserne tager vi nu en dialog med sundhedsmyndighederne om bedøvelsen. Hvis sundhedsmyndighederne ændrer holdning, retter vi naturligvis ind efter det - men min holdning om den ansvarlige kirurg her på steder er fortsat, at sedation er en velegnet form for bedøvelse til brystkirurgi, og at metoden er mindre risikabel og har færre bivirkninger end fuld bedøvelse.
Sedation er - populært sagt - en mellemting mellem lokalbedøvelse og fuld bedøvelse.
Ved lokalbedøvelse er man smertefri, men ved fuld bevidsthed under operationen.
Ved fuld bedøvelse er man helt uden for bevidsthed og trækker vejret via en respirator.
Ved sedation, som vi bruger her på klinikken, er man lokalbedøvet, så man er smertefri, og får desuden en lav dosis bedøvende stoffer, så man døser under operationen. Men man trækker vejret selv og er ikke lige så langt under bevidsthedsgrænsen som ved fuld bedøvelse.
Fordelen ved sedation er, at der er mindre risiko for komplikationer, og der er færre bivirkninger.
Til gengæld kan det ske - det sker langt fra ofte, men det sker - at man vågner op i korte momenter. Man er smertefri, men kan have et vågent eller halvvågent øjeblik på 5-10 sekunder, indtil de bedøvende stoffer virker igen.
Vi informerer efter bedste evne vores patienter både mundtligt og skriftligt, men jeg anerkender fuldt ud, når patienter giver udtryk for, at de ikke er blevet informeret godt nok. Derfor vil jeg nu gennemgå alt mit informationsmateriale og forbedre det. Desuden opretter vi en akuttelefon samt fast telefontid, så vi sikrer, at alle patienter kan få fat i os både før og efter operationer.
Gennem de sidste 5 år har 1.500 kvinder fået foretaget brystoperationer på vores klinik, og langt flertallet heldigvis til fuld tilfredshed. Jeg vil sikre, at det også er sådan i fremtiden.
Læs mere om bedøvelsen her: Sedation og lokalbedøvelse
Jeg vil hermed oplyse at jeg er sat under skærpet tilsyn fra Sundhedsstyrelsen, gældende fra 07.09- 2016 til 07.09- 2017. Sundhedsstyrelsen accepterer ikke, at der gives sedation på klinikken, uden at der er en anæstesilæge tilstede.
Der er nu ændret procedure, som betyder at der fremad rettet er tilknyttet en anæstesilæge på klinikken sammen med 2 veluddannede anæstesisygeplejersker. Der vil blive foretaget præoperativt tilsyn, herunder luftvejsvurdering, der vil varetages på operationsdagen af anæstesilæge.
Der er nu mulighed for at tilkøbe fuld anæstesi i forbindelse med operative indgreb.
Der vil endvidere blive udarbejdet patientinformationer vedr. rus (sedation) og fuld bedøvelse.
Arffmann's Plastikkirurgiske Klinik tilbyder næsten alle former for behandlinger, undersøgelser og operationer – uden længere ventetider.
Arffmanns Plastikkirurgiske Klinik er kendt for god kvalitet til fornuftige priser. Vores team har mange års erfaring og benytter kun de bedste teknikker.
Arffmann's Plastikkirurgiske Klinik v. overlæge, MPM, speciallæge i plastikkirurgi Susanne Arffmann er beliggende i centrum af Vejle, Flegborg 13, ca. 4 km fra motorvejen. Klinikken er udstyret med reception, venterum, undersøgelsesfaciliteter og operations/opvågningsstue, og er derfor særdeles velegnet til at udføre alle undersøgelser og behandlinger både i lokalbedøvelse og sedation.
Du kan finde flere informationer om plastikoperationer her på siden. Hvis du leder efter vore konkurrencedygtige priser, kan også du finde dem her.